Dagbog Juni 2021

Juni er startet med fuld fart på. Det er som om kalenderen ikke længere skriver “corona-tider”. Hvor vi havde god tid i weekenderne samt i hverdagene efter skole- og arbejdsdage. Det er lidt hårdt med så fuld en kalender, og corona har gjort, at vi er blevet mere opmærksomme på ikke lade det stikke af. F.eks. har vi lavet to “leveregler”. Ingen legeaftaler fredage, så vi sammen som familie kan slappe af. Den anden ting er, at vores børn “kun” skal gå til én fritidsaktivitet. Både for at spare penge og samtidig for ikke at have for meget at gå til oveni i en lang skole- og arbejdsdag. Desuden har jeg en leveregel om at se ét vennepar eller en veninde hver uge – og kun en gang pr uge, da kalenderen også ellers stikker helt af, og jeg bliver for udmattet. 

Vores store søn har længe overvejet et Fårup Sommerland sæsonkort. Vi har valgt at sige, at han skal betale 50 kr selv, og så betaler vi resten. Samtidig skal han også selv betale en tredjedel af de lommepenge, som han ønsker at bruge i sommerlandet, når han er der. Dette som en træning i at have penge mellem hænderne – også egne penge. Fordi vi ved jo allesammen godt, at det er rarere at spise på andres regning end at betale gildet selv. Vi håber på, at det bidrager til at opnå en forståelse og ansvarsfølelse omkring egne penge, så det hele ikke er Palles gavebod. Strengt måske! Lærerigt ja.

Nu har vi været i Fårup Sommerland på familietur, og begge vores børn fravalgte sæsonkort. Den store ønskede i stedet at gemme sine penge, da han hellere vil spare op til en mus til sin pc og vente med et sæsonkort til næste år.

Juni er en dyr måned herhjemme og er det hvert eneste år. Mange udgifter og mange fødselsdage. Fødselsdagene klarer vores gavekonto. Dog gik vores opvaskemaskine i stykker ligesom måneden begyndte. Det klarer husudgiftskontoen – dog betyder det, at kontoen er mange penge fattigere også fordi, at vi om sommeren køber ind til vedligehold af udvendigt murværk, træværk med videre. Ak, ja. Jeg har ikke så meget at brokke mig over. Det gør dog ondt at se ens opsparinger blive lænset på kort tid. Men det er det de er til for. Så jeg må komme videre. I næste måned kommer der penge ind igen og hver 14. dag på gavekontoen, og så vokser opsparingerne igen på vedligehold og gavekonto.

Tiden er fløjet afsted. Jeg tænker allerede nu på juli måned, som er vores store feriemåned. Jeg ved, at måneden bliver dyr også fordi, at der lige efter juli kommer skolegang igen, som betyder udgifter til skolestarten.

Sommerferiebudgettet er i år helt anderledes for os, da vi for første gang skal rejse og være afsted i 14 dage. Så længe har vi aldrig rejst sammen før og i år på 12kvm i vores sejlbåd og medfølgende hund med skiftende gaster (sømandssprog for besøgende). Det bliver meget spændende. Det kræver planlægning både i forhold til mad, seværdigheder, hygge, is, transport, overnatning, plads til at være sig selv, gå ture alene, holde budgettet og en masse andet. Nyt og spændende. Challenge accepted!

Jeg kommer til at lave oplæg omkring ferieplanlægningen på Insta og i kommende månedsdagbog, så kan I høre, hvordan det hele løb af stablen.

Grunden til, at jeg nævnte skolestarten allerede nu er for at huske mig selv på, at det skal medregnes og indkøbes i denne måned, så det er klar til august. Også så jeg ikke stikker af med indkøb og hygge på ferien. Så jeg fastholder mit budget og ikke giver slip.

I denne måned har vi igen igen haft møde med en forsikringsassurandør. Vi skulle skifte forsikringsselskab til den 1. juli. Dog tog vi et møde med nuværende forsikringsselskab og det viste sig, at vi ville miste nogle dækninger hvis vi havde skiftet selskab. Ikke hvad vi var lovet og blevet vist. Vi valgte at blive ved vores nuværende forsikringsselskab, hvor vi fik en årlig besparelse på 1000 kr i vores nuværende bilforsikring og en yderligere dækning ved påkørsel af dyr. 

Det har lært mig flere ting: 

  • At se forsikringerne igennem flere gange og ikke stole på det første og bedste. 
  • Ikke alle besparelser er gode, når man mister dækning. 
  • At fortsætte med at se forsikringerne igennem hvert år, undersøge markedet og gå i dialog med mit forsikringsselskab.

I denne måned har jeg overholdt mine måneds-delmål til fulde:

  • Følge mit forløb hos læge (kost, vejning og blodprøver).
  • Komme i gang med vores nye store mål – lave en opsparing til stor sejlbåd og sejlads i Middelhavet.
  • Være online på @Tylakspenge minimum en gang om ugen.

Vores forbrug på mad udover almindeligt madbudget har været lidt på afveje med hurtige løsninger og flere arrangementer. I næste måned må jeg vist have et delmål herom for at komme tilbage på rette spor.

Nu er juli lige om hjørnet. Alt skal ikke være praktisk og stringent. Selvom det i disse uger er max gas på job med 50 timer ugen (sådan er det hvert år ved denne tid). Jeg skal også have tid til at geare ned ellers er jeg brændt ud til ferien, så jeg arbejder meget på balancen mellem familie, job og fritid. Endnu et delmål til juli.

Jeg ønsker jer alle en fantastisk og forrygende ferie i Danmark eller udlandet, som nu også er en mulighed i EU-landene.

Gode råd:

  • Giv dine børn ansvar og læring omkring penge – som er alderssvarende og rimelige selvfølgelig. Som vi har gjort omkring f.eks. ovennævnte sæsonkort.
  • Opret en konto til uforudsete udgifter samt gaver – de er vidunderlige og sikrer gaver til alle hele året rundt. Hvis nu opvaskemaskinen står af, som vores gjorde, er de gode at have.
  • Planlæg din ferie, som var det et månedsbudget. Altså når du laver pakkelisten, så lav, research og beregn dit og jeres feriebudget.
  • Gennemgå årligt dine forsikringer. Kend dine dækninger og priser.
DEL PÅ FACEBOOK
DEL PÅ TWITTER