Dagbog Februar 2021

Jeg sidder lige nu på den sidste lørdag i februar i min mor og bonusfars sommerhus og nyder udsigten. Fuglene synger og solen skinner. Foråret banker på. En fantastisk afslutning på måneden og weekenden.

Sikke en vanvittig måned februar har været! På den vildeste måde. Det har været så overvældende på flere måder. 

Familien og jeg har nået vores store årlige februar mål, som er minimalisme-udfordringen. Den består i at rydde op i alle skuffer, skabe, rum og alle værelser i hele huset. Vores hus er 188 kvm, så der er langt rundt. Det er alt fra medicin, tøj, legetøj, bøger – ja hver eneste materielle genstand bliver der taget stilling til. 

Jeg er ret glad for Marie Kondos koncept om at organisere og forholde sig til ens ting. Jeg skal altså bruge de ting, der er omkring mig. Ellers skal de gives videre til andre, der kan bruge det. 

Eksempel – alt mit tøj skal kunne være i min lille kommode, da jeg så ved, at jeg bruger det hele og samtidig ikke har behov for mere tøj. Går et par bukser så i stykker fra kommoden ved jeg, at jeg faktisk er nødt til at købe et par nye, da jeg kun har fire par lange bukser i forskellige farver. Det samme gør sig gældende med mit køkkengrej, kosmetik, mad i køleskabet med videre. Før havde jeg måske 15 par bukser. Jeg køber altså ikke – før noget er i stykker. 

Jeg bruger også meget konceptet “nice to have eller need to have” sammenholdt med “14-dages-reglen”. Har jeg glemt det efter de 14 dage eller droppet ideen efter nærmere overvejelse,  var det nok en “nice to have”. Jeg vil her gerne fremhæve, at jeg vores første år på den økonomiske “turn-around” sparede 120.000 kr på vores privatbudget. Sindssygt! Så min mand og jeg havde i mange år virkelig givet den gas på forbruget uden at spare op og tænke særlig meget på fremtiden.

Nå tilbage til minimalisme-udfordringen… Ja, så jeg gør det for at vide, hvad jeg ejer og har af materielle goder. Og hvert år oplever jeg med nogle af mine ting; “gud har jeg stadig den” og “er der virkelig allerede gået et år siden jeg sidst gennemgik mine ting”? 

År for år får vi færre ting og aldrig har vi været rigere, lykkeligere og mere frie. Så det at leve minimalistisk sparer også penge.

Måneden har også budt på, at børnene igen er kommet i skole. De savnede ikke skolen synderligt. Systemet med hjemmeskole og arbejde fungerede fantastisk herhjemme. Meget stolt mor til to meget engagerede drenge. Da de kom i skole, blev det tydeligt, hvor meget de havde savnet deres kammerater.

Februar omhandlede også vores drøm om en sejlbåd. Min mand og jeg havde sammen bestemt, at vi skulle have kontaktet de forskellige havne for at høre, hvilket nummer vi lå på ventelisten. De kom os i forkøbet og kontaktede os. Vi er blevet tilbudt en havneplads, som vi selvfølgelig takkede ja til. Især fordi, at vores opsparing sagde god for det, og samtidig var denne havn vores første prioritet.

Derefter er det gået stærkt. Vi har nu solgt vores sejljolle og ser ivrigt på sejlbåde. Vores drøm kan vi udleve i år! Hvilket vi er så stolte over. Vi har opnået det på mindre end et år. Vi har som danskere i 2020 været så heldige, at få vores indefrosne feriepenge udbetalt. Alle hver en krone har vi øremærket til drømmen om en sejlbåd.

Måneden har også budt på fødselsdag for vores ældste dreng. Her er det fedt at kunne bruge af vores gavekonto til gaver. Beløbet trækkes fast hver måned beregnet på, hvem og hvor meget vi køber gaver for. Vil vi så købe større og vildere gaver må vi hver især spæde til. 

Som jeg startede med at sige, så sidder jeg i min mor og bonusfars sommerhus. Det er vores miniferie i vinterferien, og vi nyder det her sted. Især ungerne med stranden 100m væk. Det er en billig måde at holde ferie på og vigtigst af alt, så er vi sammen et andet sted end hjemme med nærhed i højsædet. Prisen for ferien er 700 kr for færge og benzin. Så kommer mad selvfølgelig ved siden af. Corona er en bitch. Dog har den virkelig lært os, at nærheden er det vigtigste og ikke alt det materielle. Det er en særlig værdi, som vi giver videre til vores børn, hvilket jeg tror kommer til at have stor betydning – også verden rundt.

En anden særlig oplevelse fra februar måned var at skøjte. Vi pakkede kurven og skøjterne. Ja, skøjterne var for store og isen glat. Men sjovt var det, og vi var sammen i vores firkløver. Noget, som skal skrives i historiebøgerne! Det er mange år siden sidst med så hård frost, og hvem véd hvornår det sker igen? Måske er vores drenge voksne til den tid?!

For at runde denne snart alenlange månedsdagbog af, så sidder jeg og tænker på delmål for kommende marts måned. Jeg tror, at jeg må “back to basic”. Altså være god til at bruge mine skemaer og skrive mit og vores forbrug ned og holde madbudgettet. Der skal ske meget i kommende måned med endnu en weekendtur og en masse kørsel – halleluja for benzinkonto.

Gode råd:

  • Sorter alle ejendele hvert år – det giver overblik og spare dig for unødige indkøb.
  • Opret en gavekonto til alle dem, du er på gave med. Altså en fast overførsel hver måned. Så har du altid råd til at give gaver.
  • Små oplevelser med dine kære skaber tid til det nære. Undersøg, hvad der er af gratis muligheder omkring dig.
  • Dine drømme kan blive til virkelighed. Det første skridt er at finde ind til drømmen og tage en besluting om at gå igang ved at starte opsparingen.
  • Transportkonto er fantastisk at have samt en madkonto. Så har du altid til dagen og vejen. Den nye kjole kan du sagtens vente en måned med, hvorimod mad og transport holder hjulene i gang.
DEL PÅ FACEBOOK
DEL PÅ TWITTER